velkomstfolder
velkomstfolder

Velkommen til KFUM-spejderne i Jordrup.

Det er sjovt at være spejder – og du kan være det lige fra du starter i 0. klasse og resten af livet.

Denne folder fortæller ganske kort om hvad det vil sige at være spejder i Jordrup. Hvad kan man forvente og hvad bliver der forventet af én.

 

Jordrup Gruppe.

KFUM-spejderne i Jordrup tæller ca 40 spejdere. Alle møderne foregår i og omkring spejderhytten Granly, Nyvang 28, 6640 Lunderskov. Hytten ligger i et naturskønt område hvor fantasien har frie udfoldelsesmuligheder for børn i alle aldre.

Hvad vil vi ??

Spejderarbejdet er mere end bare rafter, snobrød, bål og telte. Spejderarbejdet byder på et væld af varierede aktiviteter, som er tilpasset spejdernes alder. Som spejder lærer man at samarbejde og acceptere hinandens forskelligheder.

Vi vil ikke underholde eller passe børnene. Vi vil bidrage til deres personlige udvikling både fysisk, socialt, intellektuelt og følelsesmæssigt.

Forventninger til ALLE.

Spejderarbejdet er frivilligt for både spejdere og ledere. Det skulle gerne være rart for alle at komme til spejdermøderne. Derfor har vi følgende forventninger til alle i gruppen:

1. Vi forventer en ordentlig omgangstone, både spejderne indbyrdes og
    imellem ledere og spejdere.

2. Vi forventer at spejderne går positivt ind i det program, de bliver stillet
    overfor.

3. Vi forventer at spejderarbejdet foregår i gensidig respekt mellem ledere og
    spejdere.

Derudover forventer vi at spejdernes forældre deltager 2-3 gange årligt i fastlagte arrangementer såsom Julemandens værksted i november, hvor vi fremstiller dekorationer til vores salgsbod ved det årlige julemarked og den årlige arbejdsdag i spejderhytten, hvor diverse småreparationer skal foretages og hvor hytten skal gøres hovedrent. Spejderne slider meget på hytten og det må derfor forventes at man deltager i oprydning og rengøring denne ene gang om året. Arbejdsdagen ligger som regel i april måned og vi bestræber os på at melde dato’en ud i god tid. Udover disse 2 årligt tilbage-vendende begivenheder kan der være brug for hjælp med kørsel til og fra weekendture, salg af lodsedler el. andre aktiviteter som skal give spejderne i Jordrup lidt ekstra penge til indkøb af udstyr mv.

Indhentning af børneattest for ledere og grupperødder.

Som leder eller medlem af Grupperådet (bestyrelsen) i Jordrup Gruppe skal man i lighed med alle andre ungdomsorganisationer underskrive en samtykke-erklæring, der giver Korpset lov til at indhente oplysninger om den enkelte leders straffeattest. Det er oplysninger, der specifikt går på, om man er tidligere straffet i forhold til krænkelse af børn.

 

Spejderenheder

Bæverflokken (0.-1. kl.)

De mindste spejdere kaldes bævere. Fantasirammen  omkring bæverarbejdet er bæverdammen. I bæverdammen lærer man at holde sammen og at samarbejde. Bæverne bygger huler og dæmninger, laver bæverceremonier, hører gode historier, færdes i naturen og meget andet. Som i alle andre enheder lærer bæverne gennem leg og ved at gøre tingene i praksis. (Learning by doing)

 

Ulveflokken (2.-3. kl.)

Efter tiden som bæver rykker man op og bliver ulveunge. Ulvearbejdet har ”Junglebogen” af Rudyard Kipling som fantasiramme. Junglebogen handler om drengen ”Mowgli”, der optages i ulveflokken, og på samme måde optages alle ulveungerne i Akelas (ulvelederens) ulveflok. Dette sker ved fuldmånemødet, og der høres ulvehyl omkring rådsklippen. Gennem forskellige aktiviteter i ”junglen” lærer ulvene at omgås naturen med respekt og at klare sig selv. En del af tiden arbejder ulvene i mindre ”bander” hvor opgaverne løses i fællesskab.

Tropspejdere (4.-kl. og opefter)

Troppen  arbejder efter samme grundlæggende principper. Aktiviteterne stiger dog i sværhedsgrad efterhånden som spejderne bliver ældre, og samtidig falder graden af voksenstyring. Som tropspejder er man en del af en patrulje. Patruljen har en patruljeleder og en patruljeassistent som oftest er de ældste eller mest erfarne spejdere i patruljen. Learning by doing er også her et bærende princip. Man lærer kun at bygge et raftetårn eller lave mad over bål ved at prøve, ikke ved at se det på et billede eller læse om det. Tropspejderne skal selv være med til at planlægge forskellige aktiviteter.

 

Grupperådet.

KFUM-Spejderne i Jordrup Gruppe har en bestyrelse, kaldet Grupperådet. Som forælder kan man komme helt tæt på spejderarbejdet og få indflydelse på dette, ved at stille op til grupperådsvalg på den årlige generalforsamling. Grupperådet står bl.a. for julemarked og evt. en årlig familietur. 

 

Hvad koster det ? – og andre praktiske informationer.

Man er velkommen til at prøve 2 gange for at se om det har interesse – 3. gang man kommer til møde, skal indmeldelsesblanket udfyldes.

Alle informationer fra ledere og Grupperåd foregår via mail – det er derfor vigtigt at forældrenes mailadresse anføres på indmeldelsesblanketten.

Årligt kontingent er 700 kr. pr. spejder, som opkræves i oktober. Vi betaler 93 kr. i kvartalet pr. spejder til korpset, så der er ikke mange penge tilbage til gruppens arbejde, derfor er man som spejder nødt til at lave aktiviteter hvor der kan tjenes lidt ekstra penge.

Såfremt man først bliver spejder efter 1. januar – opkræves ½ kontingent – altså 300 kr.

De enkelte enheders ledere planlægger selv hvordan de ugentlige møder ligger. Det kan være hver uge eller hver anden uge – med eller uden madpakke. Det er altså vigtigt at I følger det program I har fået udleveret til den enkelte spejder. Er du i tvivl er du altid velkommen til at kontakte lederen.

For alle spejdere gælder det at påklædningen ALTID skal passe til vejret – regn med at alle aktiviteter foregår udenfor. Giv gerne spejderen skiftetøj med i en taske. Giv endvidere altid spejderen en turtaske og drikkedunk med. Fra Ulve og opefter anbefales det at man bærer spejderuniform, idet de vil få en del mærker til påsyning. Husk tydeligt navn på spejderens tøj og service.

Engang imellem arrangerer vi ture hvor familien er velkommen til at deltage – det skal dog pointeres, at det ikke er et krav for spejderens deltagelse at mor el. far er med. Alle spejdere er naturligvis velkomne til at deltage i disse arrangementer med eller uden familie – vi skal nok passe på dem.

Har man som forælder spørgsmål er man altid velkommen til at henvende sig til én af lederne. Navne og telefonnumre fremgår af programmet. – I øvrigt henvises der til vores hjemmeside www.123hjemmeside.dk/jordrup .

Spejderhusets adresse: Nyvang 28, Ferup, 6640 Lunderskov.

Spørgsmål kan også rettes til Grupperådsformand Anja Hansen tlf.:50526965 ,  eller Gruppeleder Camilla Lundsgaard tlf.:40896030